Så blev det Kaj’s tur til at invitere til åben garage og fremvisning af den fint renoverede tidligere hestestald.
På trods af det danske sommervejr’s luner med heftige regnbyger ind imellem havde 28 HOG’er på 15 cykler fundet frem til Bredsten området. Nogle kørte endda en omvej og fandt ud af, at der findes flere Ladegård(s)veje i Danmark end den i Bredsten mens andre syntes, at vejret var for omskifteligt til at MC’en skulle ud, så det foregik i bil til arrangementet (4 stk.).
Til kaffen var der anskaffet en kæmpekage i bedste Harley stil og godt med marcipan, den var go! Mens snakken gik i løbet af eftermiddagen indfandt nostalgien sig og Kreidler knallerten skulle selvfølgelig afprøves. Den startede ved første tråd på kickstarteren (man er vel mekaniker) og det var også straks klart, at den vist ikke var helt lovlig. Der var også lidt snak i krogene om at det kunne være fedt at se om Porschen kunne drifte rundt om grantræerne på gårdspladsen, men det blev der dog ikke noget ud af.
Først på aftenen diskede Kaj’s hjælpere op med grillpølser og en fantastisk kartoffelsalat.
Tak til Kaj og Inger-Merete for et fint arrangement.