På trods af en kold morgen, efter en nat med temperaturer omkring frysepunktet, mødte 20 HOG’er (incl. 1 stk. hangaround) på 15 cykler op hos Michael og Anne i Ejstrupholm til åben garage og morgenmad.
Efter en god gang morgenmad, og kroppen atter var blevet nogenlunde varmet op, gik det afsted på en fællestur med Michael forrest. Det blev en rigtig fin rundtur i det midtjyske omkring Ry og Silkeborg ad fine små veje der gik fra side til side og op og ned igennem skove der langsomt er ved at grønnes. Selv om der var truende mørke skyer over det hele fik vi kun et par dryp på turen og solen tittede også frem af og til.
Turen sluttede (ude) i Hampen, hvor der blev afholdt det årlige US Car/Motorcykel træf og her var der reserveret plads til os, behørigt pyntet med Harley Davidson bannere. Det var fantastisk at se, hvordan der var sat en flagallé med amerikanske flag op ned gennem byen og ved flere huse var der også sat yderligere flag ud - hele landsbyen bakker op om dette event, som støtter Hampen Multihal og det lokale foreningsliv.
Der var selvfølgelig en masse US biler og -motorcykler, men også den lokale knallertklub med deres Puch Maxi’er var mødt op sammen med masser af tilskuere i “almindelige” biler.
Tak til Anne og Michael for et fint arrangement.