Årets sidste åben garage blev et tilløbsstykke hos Per Armor. Det fantastiske sensommervejr med temperaturer i begyndelsen af tyverne havde lokket 27 HOG’er på 24 cykler til Skibet.
Deltagerne kom som sædvanligt “dryppende” i løbet af eftermiddagen fra kl. 15:00. Der var kaffe, kage, øl, vand og vin i garagen, hvor CVO Street Gliden holder til, men der kunne også sparkes dæk på en fin Austin Cooper 1275 (“Hundehus”) i fuld racing trim, som Per kører lidt veteranræs med.
Senere blev der rigget til på terassen, som har en fantastisk udsigt over ådalen neden for Skibet. Her havde Per godt gang i grillen og serverede stegt flæsk med hele svineriet og det blev snakken og hyggen jo absolut ikke mindre af. Hvis retten med stegt flæsk ikke var helt nok, ja, så var der da også lige en grillpølse m/pommes til at køre hjem på……
Alt i alt et fantastisk fint arrangement et helt fantastisk fint sted - tak til Per for det.