Fra morgenstunden mødte der 14 HOG’er op på 11 cykler ved Scandic Hotel i Kolding. Herfra var der afgang kl. 09:15 med Jensen i spidsen ad den gamle Vejlevej indtil Ny Højen, hvor der blev drejet mod motorvejen. Fra “Vejle Syd” afkørslen stod menuen på motorvej resten af vejen for vi skulle være i Aarhus 10:30 til brunch.

CAP’s er efterhånden blevet godt og grundigt gemt af vejen blandt de nybyggede lejligheder, men vi fandt dog frem og blev taget godt imod. Vi nåede lige at sige goddag til Aros-folkene og vores egne fra Brande/Ejstrupholm inden vi blev kaldt til bords, hvor der var både varmt og koldt + kage til kaffen.

Efter spisningen var der en god times tid til at checke om CAP’s havde et eller andet i butikken man ikke vidste man manglede inden vi skulle være klar til en ny køretur.

Vi skulle afsted kl. 12:30 og Per Weiskvist nåede også frem inden afgang, så vi var ialt 21 HOG’er på 16 cykler fra Syd og Aros1 stillede med 9 cykler til turen. Vi skulle til Juelsminde ad de mindre veje langs kysten, men først igennem Aarhus. Det gik nu meget godt selv om vi blev hakket over i mindre grupper af lyskurvene. Der var opsamling af feltet da vi var kommet helt klar af Aarhus.

Vel ankommet til havnen i Juelsminde blev de 25 Harleyer stillet op langs kajkanten til beskuelse for de øvrige besøgende på havnen. HOG Syd var vært ved en is efter eget ønske og mange valgte “Havneisen” med både kugler, softice og guf - den var heller ikke dårlig!

Da isen var spist var der almindeligt opbrud og man kørte hver til sit i større eller mindre grupper. Alle var dog enige om, at dette arrangement mellem Syd og Aros1 er kommet for at blive, så næste år må vi finde på et godt arrangement.